Den hylde, hvor værktøjerne til at gøre tosprogede elever bedre til dansk skal findes, er gabende tom.
Derfor er det en frustreret undervisningsminister, der onsdag må konstatere, at hverken modersmålsundervisning eller flere timer i dansk gør børnene dygtigere til det danske sprog.
- Modersmålsundervisning virker ikke. Det er brandærgerligt, for vi står med en voksende gruppe børn og unge, der har svært ved at klare sig i skolen, siger Merete Riisager (LA).
- Det sætter os i en vanskelig situation, fordi der simpelthen ikke er nogen pædagogiske værktøjer at tage ned fra hylden, siger hun.
Et stort dansk forsøg, som Undervisningsministeriet har gennemført i 2013 til 2015, viser ifølge Berlingske, at hverken ekstra timer i modersmål eller dansk hjælper børn med indvandrerbaggrund til et bedre dansk sprog.
Merete Riisager peger derfor i forældrenes retning for at finde en mulig løsning på problemet.
- Vi skal i højere grad inddrage forældrene. Det nytter ikke med lappeløsninger. Forældrene har nøglen til den tidlige udvikling af sproget, der finder sted, inden barnet starter i skole, siger ministeren.
- Udfordringen er ofte ikke, at børnene har to sprog, men at de møder op i skolen uden at have et fungerende sprog.
Ministeren opfordrer forældrene til at tale, synge og læse med deres børn for at udvikle et sprog forud for skolestart.
Modersmålsundervisning har i mange år været meget omdiskuteret blandt forskere og politikere.
Flere forskere har modsat forsøget vurderet, at modersmålsundervisning kan være en vigtig vej til at lære et nyt sprog. Det kan det, fordi eleverne bygger det nye sprog oven på sit modersmål.
6300 elever i 1., 4. og 5. klasse har deltaget i forsøget.
/ritzau/