Som Christiansborg-politiker har miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen været nødsaget til at træffe nogle markante valg på hjemmefronten. Allerede tidligt i den politiske karriere besluttede Eva og hendes daværende mand, Jørgen, at familien skulle beholde sin base på ”den fædrene gård” i Aabenraa i Sønderjylland. Tilvalget af den landlige idyl har også betydet fravalg af familietid i hverdagen. Med tre timers transport mellem gården i Sønderjylland og hverdagen på Christiansborg har Eva været nødt til at skabe sin egen base i en lejlighed i København, og hendes tre døtre – Cecilie, Dorthea og Elena – har måttet undvære deres mor i hverdagen.

Ikke bare i en kort periode, men gennem hele deres barndom og ungdom. Det fortæller hun nu om i et interview med FEMINA.

– Der er ingen tvivl om, at jeg gennem årene har savnet rigtig meget at VÆRE der for mine piger. Tage med til et skolemøde, en sportskamp eller se pigerne optræde til en koncert. Jeg har da også flere gange fået skældud af dem for ikke at komme, når nu ”alle de andre” havde deres mødre med, siger Eva Kjer Hansen.

Lotte Reimar: Jeg har prioriteret mit job højere end mine børn

Pigernes far tager slæbet

Eva og hendes mand valgte for tre år siden at flytte hver til sit. De var vokset fra hinanden, men snakker stadig meget sammen og bor med tre kilometers afstand. I dag har de begge fundet nye kærester.

Har du og din eksmand været enige om, at din karriere var vigtig for jeres familie?

– Jeg har nok ikke været så god til at give ham valgmuligheden, haha. Men jeg synes, vi har haft det rigtig godt med arbejdsfordelingen, og vi har også været enige om, at pigerne primært skulle bo hos deres far, efter at vi var blevet skilt.

Mia Lyhne er alenemor til tvillinger: Det er et tabu at få børn alene

Er du bange for, at du ikke længere er nr. ét i dine børns bevidsthed?

– Nej. Pigernes far fylder meget, og det har jeg det RIGTIG godt med. Mange kvinder ønsker måske ikke, at faderen skal spille så stor en rolle i børnenes liv og har svært ved at give slip på kontrollen. Jeg har været NØDT til at gøre det, smiler Eva Kjer Hansen og fortæller, at hun ofte har måttet sluge nogle kameler på hjemmefronten.

– Når jeg er kommet hjem til Aabenraa fredag eftermiddag, har jeg ofte taget mig selv i at tænke, at mine børn så forfærdelige ud i tøjet. Men jeg har holdt min mund. Når man uddelegerer tingene, så er man også nødt til at acceptere, at det er sådan, det er, siger Eva Kjer Hansen.

Døtrene er i dag 14, 16 og 18 år og har adresse hos deres far. De er nu så gamle, at de, når Eva Kjer Hansen er hjemme i weekender, kommer og går, som de vil i deres to hjem. Hvis ministerkalenderen tillader det, prøver Eva også at komme til Aabenraa til familiemiddag hver onsdag.

– At pigerne er blevet større, gør ikke behovet for samvær mindre, snarere tværtimod. Samtalen bliver markant mere følelsesmæssig og eksistentiel, når man har teenagere, og så er det vigtigt, man er til stede, siger Eva Kjer Hansen.

Pernille Ronsenkrantz-Theil: Det var en kæmpe sorg at blive skilt

Kærestesorger over telefonen

Men hvordan skaber man nærvær og mor-tid, når man bor tre timers kørsel fra sine børn og stort set kun ser hinanden i weekenderne? For Eva Kjer Hansen har løsningen været en hotline på mobilen.

– Jeg har sagt her i huset, at hvis mine børn ringer, så kan de ALTID få fat i mig – uanset om det betyder, at jeg skal afbryde et møde. Vi håndterer alt, fra lektier til kærestesorger, over mobilen, og det betyder rigtig meget for mig, at vi kan have en tæt kontakt i hverdagen.

Giver det aldrig et stik i hjertet, når du må undvære dine piger i deres bedste vågne timer – og måske sidde i et eller andet samråd i stedet for at følge dine piger til sport eller drikke en kop te sammen med dem?

- Jo, det er rigtig svært, især i de situationer, hvor de er kede af det eller syge. På et tidspunkt faldt min datter af hesten og brækkede armen, og det var venindens forældre, der kørte hende på sygehuset. Sådan noget svier lidt – for dér BURDE man jo have været der. Men på den anden side er det også i situationer som den, man mærker, hvor vigtigt det er at have et stærkt netværk, siger Eva Kjer Hansen.

Kvinde er kvinde værst 

Kvinde er kvinde værst, lyder en gammel talemåde. Og dén vækker genklang hos Eva. Hun fortæller, at hendes måde at leve på aldrig bliver mødt af kritik fra mænd – men i høj grad fra andre kvinder.

- Jeg synes ikke, vi kvinder er særlig gode til at bakke hinanden op og være ærlige omkring, at man også er nødt til at vælge noget FRA, hvis man vælger noget til. Medierne fremstiller den moderne kvinde som én, der kan det hele. Uha – der er friskbagte boller, vi ser skidegodt ud og har ingen lørdage med hængeøjne. Men sådan ER det jo ikke.

– Sidste gang jeg var minister, deltog jeg i et tv-program, hvor jeg blev fulgt af et kamera i hverdagen. I stedet for at fremhæve min mand som rollemodel, blev jeg udstillet som ravnemor. Der var endda en børnepsykolog, der mente, at jeg svigtede mine børn. Men det dér med andres fordømmelser, det kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Omdrejningspunktet for mig er, om MINE børn har det godt, og ikke hvad andre siger.

Det kræver mod

Er vi for hårde ved kvinder, der gerne vil gøre karriere?

– Jeg synes, vi har brug for at være åbne om, at det at vælge en karriere også har en pris. Du kan ikke hente børnene klokken 16, hvis du er minister, og du kan ikke dele dit lederjob. I samfundet mangler vi kvinder på ledende poster, i bestyrelser og i erhvervslivet. Men det kræver modet til at vælge nogle ting fra. Jeg kan jo ikke både være på Christiansborg og stå klar derhjemme med hjemmebagte boller, siger Eva Kjer Hansen.

Tiden med børn kommer jo aldrig igen – er din politiske karriere prisen værd?

– Absolut. Meldingen fra mine børn er meget klar: Hvis jeg ikke var minister, ville jeg bare finde noget andet at kaste mig ud i, fordi jeg har det her arbejds-gen ... ild i numsen, som man siger. Eva sidder stille og tænker et øjeblik.

– Der er tit nogen, der spørger mig, om jeg har dårlig samvittighed, og dét har jeg ikke. Jeg har ofte drømt om, at vi alle sammen kunne bo i København, så jeg kunne spise morgenmad med familien, men for mig at se ville det være en egoistisk beslutning. Den politiske verden kræver lange arbejdsdage og mange rejser, så uanset hvor i landet vi skulle bo, ville jeg være meget væk, siger Eva Kjer Hansen til FEMINA.