Den formerer sig med lynets hast og får mange danske haveejere til at ligge søvnløse om natten.
Dræbersneglen er så stort et problem, at poltikerne nu er parate til at tage skrappe midler i brug for at komme den til livs.
Miljøminister Connie Hedegaard (K) overvejer ifølge Jyllands-Posten at påbyde haveejerne, at de skal bekæmpe deres dræbersnegle på samme vis som de også skal slå bjørnekloen ned.
- Det kan meget vel være, at det ender sådan, men først vil jeg have samlet forskere og repræsentanter for offentlige styrelser og kommuner for at høre, hvad man samlet kan komme op med af løsninger på dette problem. Også for at få klarlagt, hvad der findes af udenlandske erfaringer, siger Connie Hedegaard til Jyllands-Posten.
Formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær, er ikke begejstret ved udsigten til et påbud.
- Det vil give mange uheldige situationer i forhold til husejere, som ikke kan eller vil passe deres have. Samtidig skal man kunne pålægge sanktioner, og jeg har svært ved at forestille mig en dansk domstol dømme en person for ikke at fjerne dræbersnegle, siger Allan Malskær til avisen.
Det vil kræve en lovændring at udstede et påbud.