Undervisningsminister Merete Riisager (LA) besøger tirsdag Carolineskolen i København.
Det sker for at vise sympati med Det Jødiske Samfund i Danmark, oplyser ministeriet.
Den jødiske skole var en del af Kundbypigens bombeplaner.
Retten i Holbæk har tirsdag kendt pigen skyldig i anklager om at planlægge bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen.
Torsdag falder der dom i sagen om pigen, som har udtrykt sympati for den militante bevægelse Islamisk Stat.
I løbet af sagen har pigen fra den vestsjællandske by Kundby forklaret, at hun aldrig havde tænkt sig at føre planerne ud i livet.
Der var alene tale om et forsøg på at få opmærksomhed.
Men det tror retten ikke på og har tirsdag kendt pigen skyldig i anklagerne.
Den 17-årige pige har siddet varetægtsfængslet, siden hun blev anholdt i januar sidste år.
Ud over at være tiltalt for forsøg på terrorisme er hun anklaget for vold af særlig farlig karakter.
Hun har erkendt, at hun under varetægtsfængslingen på en institution stak en pædagog i maven med et stikvåben.
/ritzau/