To-tre unge amerikanere samt en britisk kvinde er blandt den gruppe af terrorister, som står bag det blodige stormangreb på shoppingcentret Westgate i Kenyas hovedstad, Nairobi.
Det siger den kenyanske udenrigsminister, Amina Mohamed, i et interview med det amerikanske tv-program PBS Newshour.
- Ifølge den information, som vi har, så er amerikanerne unge mænd, måske mellem 18 og 19 år gamle, af somalisk eller arabisk oprindelse. De boede i USA, siger hun.
- Indtil videre har jeg hørt om én brite. En kvinde. Hun har, tror jeg, gjort det her mange gange før, tilføjer den kenyanske udenrigsminister.
Her kan der muligvis hentydes til Samantha Lewthwaite, der omtales i britisk presse under tilnavnet den "hvide enke".
Amina Mohamed kalder terrorangrebet i Nairobi for både "professionelt" og "meget velkoordineret".
Det er al-Shabaab, en militant islamistgruppe fra Somalia med bånd til terrornetværket al-Qaeda, som har taget skylden for angrebet.
Terroraktionen i Nairobi startede lørdag og udviklede sig til et langstrakt gidseldrama, der natten til tirsdag dansk tid endnu ikke er endeligt afsluttet.
Mindst 62 personer af forskellige nationaliteter har mistet livet.
- De seneste meldinger er, at seks britiske statsborgere er blevet dræbt i terrorangrebene i Kenya, skriver den britiske premierminister, David Cameron, på sin officielle Twitter-profil mandag aften.
Derudover menes to franskmænd, to canadiere, to indere, en kineser, en sydkoreaner, en sydafrikaner og en hollænder at være dræbt i shoppingcenter-angrebet, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/