Det er ikke forældrene, der skal stå og være "den lille kemiker", når de overvejer at købe et stykke legetøj til deres børn.
Med den begrundelse afviser miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) et forslag fra oppositionen om at varedeklarere legetøj.
Forslaget kommer, efter at der den seneste tid har været sager om skadelig kemi i blandt andet halloween-sminke, legetøjsslim og det meget omtalte skumlegetøj squishies.
Men selv om ministeren er enig med oppositionen i, at legetøj skal være sikkert, så mener han ikke, at varedeklarationer er den rigtige vej at gå.
- Jeg er bange for, at man med en varedeklaration kommer til at give oplysninger, man ikke kan bruge til noget, siger Ellemann-Jensen under et samråd om emnet onsdag.
- Fordi oplysningen om at indholdet er der, ikke i sig selv er noget værd. Det vigtige er, om legetøjet afgiver det. Hvis det gør det, skal det overhovedet ikke være på hylden.
Ellemann-Jensen vil i stedet stramme reglerne, så virksomheder, der ikke overholder reglerne, nemmere kan straffes.
Tidligere kunne man kun blive straffet, hvis man var klar over, at man solgte ulovligt legetøj.
Fra og med juli næste år skal det være sådan, at man kan blive politianmeldt, selv om man ikke har vidst, at der var tale om varer med indhold af skadelige stoffer.
Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen er dog ikke tilfreds endnu. Han mangler fortsat svar på, hvor høje bøderne bliver, og hvad der sker i gentagelsestilfælde, siger han til Ritzau efter samrådet.
/ritzau/