Schweizeren Fabian Cancellara har trukket sig fra årets Tour de France.
Radioshack-Nissans tempospecialist stiller ikke til start på torsdagens 11. etape, fordi hans hustru venter parrets andet barn.
- Jeg er ikke kun cykelrytter. Jeg er også ægtemand og far med endnu en baby på vej, siger Fabian Cancellara i en pressemeddelelse.
- Det er mit eget ønske at være til stede, når min hustru, Stefanie, føder vores andet barn. Det "trofæ" er vigtigere for mig end endnu en Tour-etapesejr eller en olympisk medalje, siger Fabian Cancellara.
Schweizerens Tour-exit kommer ikke overraskende, da fødslen har været forestående gennem noget tid.
- Jeg takker min hustru for hendes tålmodighed gennem den seneste måned, hvor hendes graviditet i perioder har været problematisk.
- Det mindste, jeg kan gøre, er at assistere hende i disse svære dage, siger Fabian Cancellara.
Schweizeren lå nummer 52 i Tourens samlede klassement før torsdagens hårde bjergetape.
Fabian Cancellara skal senere denne sommer forsvare sit OL-guld fra 2008 på enkeltstarten.