Det lysner nu for de 33 chilenske minearbejdere, der har været fanget mere end 600 meter under jordens overflade, siden minen kollapsede for over to måneder siden.
Nu har man nemlig sat et konkret tidspunkt for, hvornår minearbejderne kan blive hejst op på jordoverfladen igen.
Myndighederne håber nu, at redningsholdet kan begynde at hjælpe de første minearbejdere op natten til onsdag, skriver BBC.
Selvom prognosen hedder onsdag nat, vil myndighederne ikke starte før, det er helt sikkert at hente minearbejderne op fra dybet.
"Vi tager den nødvendige tid, der skal til for at sikre, at planerne forløber, som de skal," siger Laurence Golborne, der er mineminister i Chile, til BBC.
Redningsholdet består af 16 specialsoldater og folk med erfaring fra lignende redningsaktioner.
Myndighederne har informeret miniarbejderne om, hvem der reddes op først. Man har vurderet, hvilke af minearbejderne, der er stærkest mentalt og kan forblive i minen, hvis redningsaktionen på et tidspunkt må afbrydes igen.
Udvælgelsen har imidlertid skabt stor debat blandt minearbejderne, fordi mange gerne vil være - imodsætning til, hvad man skulle tro - den sidste, der kommer op af minen.
Minearbejderne blev fanget den 5. august i San Jose-minen, der ligger tæt ved byen Copiapo.
Siden har myndighederne sendt mad, drikke og breve fra familiemedlemmer ned i minen. Og så har man startet en boring, der skal skabe hul, så arbejderne kan komme op.