Afskåret fra familier, venner, lys og frisk luft er flere af de 33 indespærrede minearbejdere i Chile ved at blive mærket psykisk.
Efter 22 dage dybt ned i jorden under Copiapo har fem af arbejderne det så dårligt, at de skal have behandling via samtaler med en psykolog på overfladen.
"Fem af miinearbejderne er isoleret, spiser ikke rigtig noget og ønsker ikke at vise sig frem på kamera, efter at nogle af deres kolleger filmede hinanden med et mikrokamera og sendte det op gennem en smal skakt," fortæller sundhedsminister Jaime Manalich.
De fem minearbejdere skal senere fredag tale med en psykiater, siger ministeren ifølge AFP.
En god nyhed er dog, at minearbejdernes helbred samlet set er i bedring.
"Vi har med succes fået deres væskebalance op igen. De lider ikke af tørst, deres urin er normal, og de har ikke længere diarre," siger Jaime Manalich.