De 33 indespærrede minearbejdere, der siden 4. august har været fanget 702 meter under jordens overfalde, kan se lys for enden af den meget lange tunnel.
"I næste uge kan vi være klar til at have alle de nødvendige redskaber på plads," siger ingeniør og leder af operationen Andre Sougarret.
Indenrigsministeriet i Chile oplyser, at myndighederne inden for to uger vil være klar til at begynde den egentlig redningsoperation.
Det er dog ikke lutter fornøjelse, der venter minearbejderne, når de en gang kommer op til overfladen.
For det første skal minearbejderne indlægges i op til en uge, før de kan se deres nærmeste, da psykologerne frygter, at oplevelsen ellers kan være for voldsom oven på flere måneders ophold nede i mørket.
For det andet har der flere gange været drama på overfladen i den lejr, hvor de pårørende ligger og venter, og hvor de kan tale med minearbejderne via en forbindelse, der er etableret ned til dybet.
Her har der i flere tilfælde været koner og elskerinder, der er mødt op - for at snakke med den samme mand. Det har gjort, at personalet har måtte yde en ekstra indsats for at undgå slåskampe mellem de frustrerede kvinder.