13 arbejdere er onsdag blevet reddet op fra en mine i det sydvestlige Kina efter at have været fanget under jorden i 86 timer.
Lørdag eftermiddag blev fem minearbejdere dræbt, da Shanmushu-kulminen i Yibin i Sichuan-provinsen pludselig blev oversvømmet som følge af en vandskade. 13 minearbejdere forblev savnet.
251 redningsarbejdere har sidenhen arbejdet i døgndrift for at redde de overlevende ud gennem en 313 meter lang underjordisk tunnel cirka ti kilometer fra minens indgang.
Det rapporterer det statslige nyhedsbureau Xinhua onsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Redningsarbejdere kunne bekræfte, at de indespærrede minearbejdere stadig var i live efter at have banket på et stålrør i tunnelen og modtaget et svar fra den anden ende.
Den sidste minearbejder blev reddet op i sikkerhed tidligt onsdag morgen lokal tid, hvilket fremkaldte jubel fra redningsarbejdere og den menneskemængde, der havde samlet sig på stedet.
- Det er et af livets mirakler, siger chefen for redningsindsatsen, Duan Yijun, til Xinhua ifølge dpa.
Ulykken er den seneste i en række af mineulykker i Kina, hvor sikkerheden ofte er dårlig.
Tirsdag blev 14 arbejdere dræbt i en gaseksplosion ved en mine i det sydvestlige Kina.
Og i sidste måned blev 15 mennesker dræbt i en mineeksplosion i Shanxi-provinsen. Ifølge en embedsmand var ulykken forårsaget af aktivitet, der "brød love og reguleringer". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
På et møde i november beordrede Kinas regering en gennemgang af "produktionsrelaterede sikkerhedsspørgsmål" for fortsat at "forbedre sikkerheden på kinesiske arbejdspladser".
/ritzau/