Minearbejder stjal rampelyset i New York Den chilenske minearbejder Edison Piña løb med opmærksomheden ved New Yorks legendariske marathon. Fem timer og 40 minutter efter, at startskuddet havde lydt til marathonløbet i New York, luntede Edison Piña over målstregen, fulgt af to hjælpere og klappet på vej af tusindvis af tilskuere. Den 34-årige minearbejder var en af de helt store stjerner på den 42 kilometer lange tur gennem New York, rapporterer tv-stationen CNN. Han gennemførte løbet på trods af en knæskade, som han pådrog sig under det 69 dage lange ophold i minen, 700 meter under jorden. Arrangørerne af New York City Marathon havde inviteret Edison Piña efter at have hørt historien om, hvordan han holdt sig i form ved at løbe i minegangene i de lidt over to måneder, han og 32 andre minearbejdere var indespærret. Marathonløbet i New York er et af verdens mest populære. I år vandt Gebre Gebremariam fra Etiopien, der løb sit første maratonløb nogensinde, men alligevel kom først i mål efter blot to timer, otte minutter og 14 sekunder. Hans langt mere berømte landsmand, løbefænomenet Haile Gebrselassie, måtte forlade løbet undervejs på grund af en knæskade. /ritzau/