Taliban fortsætter angreb - 20 mennesker er dræbt af bilbombe
Taliban har svoret at ville forstyrre kommende præsidentvalg. Flere angreb har ramt landet den seneste tid.

20 mennesker er dræbt og mere end 95 såret af en bilbombe i det sydlige Afghanistan.

Det oplyser en guvernør i området torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bomben, der var placeret om bord på en lastbil, eksploderede nær et hospital. Ifølge lokale myndigheder var hospitalet mål for angrebet.

Taliban har taget skylden for angrebet, som finder sted kort efter en række andre blodige angreb i landet.

Taliban siger dog, at angrebet var rettet mod en nærliggende bygning, der huser afghanske sikkerhedsstyrker, skriver Reuters.

Tirsdag blev i alt 50 mennesker dræbt - ifølge AFP formodentlig af Taliban - i to separate angreb.

Det ene angreb skete ved et valgmøde for præsident Ashraf Ghani, som slap uskadt, og det andet fandt sted i hovedstaden Kabul.

Den militante bevægelse har svoret, at den vil arbejde for at forstyrre det kommende præsidentvalg, der efter planen skal finde sted 28. september.

Angrebet sker, cirka halvanden uge efter at USA's præsident, Donald Trump, aflyste et planlagt topmøde med forhandlere fra Taliban-bevægelsen.

Forhandlinger mellem USA og Taliban er ellers intensiveret over det seneste år, og USA's særlige udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, har tidligere udtrykt optimisme om en fredsaftale inden årets udgang.

De mange angreb besværliggør dog denne proces, skriver Reuters.

USA har haft soldater udstationeret i Afghanistan siden invasionen i 2001. Invasionen væltede Taliban-styret, der i årevis havde givet ly til Osama bin Laden, lederen af al-Qaeda og hjernen bag angrebene 11. september.

I øjeblikket er der 14.000 amerikanske soldater i landet. Det er dog et markant fald sammenlignet med de knap 100.000 soldater, der var udstationeret forud for bin Ladens død i 2011.

Efterfølgende har USA dramatisk reduceret den militære tilstedeværelse.

USA's præsident, Donald Trump, har kaldt det "latterligt", at man stadig er militært til stede i landet og fortsat bruger så mange penge efter så mange år.

/ritzau/

via Listen To News