Et israelsk angreb har lørdag dræbt ti palæstinensere og såret mindst 20 andre, der havde søgt tilflugt i en skole i Gazastriben.
Det oplyser lægekilder.
Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra det israelske militær.
Abu Assi-skolen bliver som mange andre skolebygninger i Gazastriben brugt til at huse palæstinensere, der er fordrevet fra deres hjem på grund af de israelske angreb.
Den ligger i flygtningelejren Shati i den vestlige del af Gaza By.
Med det seneste angreb er mindst 45 mennesker blevet dræbt i Gazastriben siden fredag, viser tal fra sundhedsmyndigheder i krigszonen.
Tidligere lørdag meddelte sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område, at det samlede tabstal nu er oppe på 43.799 mennesker, siden krigen mellem Hamas og Israel brød ud 7. oktober sidste år.
De fleste af de dræbte er civile, har ministeriet oplyst.
Ud over dødsofrene er 103.601 blevet såret i løbet af den mere end 13 måneder lange krig.
I sidste måned indledte Israel en ny offensiv i den nordlige del af Gazastriben.
Ifølge det israelske militær sker det for at forhindre, at Hamas omgrupperer og samler styrke til nye angreb.
Tidligere lørdag meddelte militæret ifølge nyhedsbureauet AFP, at israelske soldater fortsætter "deres operationelle aktiviteter" i områderne Jabalia og Beit Lahiya.
Men også sydpå er det israelske militær aktivt.
- I det seneste døgn har soldaterne fortsat opereret i Rafah-området, hvor de har elimineret adskillige terrorister, uskadeliggjort terroristernes infrastruktur og lokaliseret en stor mængde våben i området, meddeler militæret ifølge AFP.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters