Mindst 15 demonstranter er dræbt, og 38 er såret under protester i Irak natten til søndag dansk tid.
Det oplyser kilder fra politi og sundhedsvæsen.
Dermed er i alt 67 personer blevet dræbt under voldsomme demonstrationer denne weekend. Op mod 2000 personer er blevet såret.
Demonstranterne havde søndag morgen lokal tid samlet sig i den irakiske by Hilla, da medlemmer af en iranskstøttet milits åbnede ild mod menneskemængden.
Siden fredag er irakere gået på gaden flere steder i landet i protest over landets regering, den høje arbejdsløshed og den udbredte korruption i landet.
Også natten til lørdag åbnede en iranskstøttet milits ild mod demonstranterne. Det skete, da demonstranterne forsøgte at sætte ild til militsens hovedkvarter i byen Nasiriya.
Langt de fleste af de sårede er demonstranter, der fredag og lørdag var på gaden i hovedstaden, Bagdad.
Her forsøgte sikkerhedsstyrker med tåregas, vand og gummikugler at forhindre demonstranterne i at nå frem til Den Grønne Zone. I zonen ligger flere regeringsbygninger og udenlandske ambassader.
Ifølge det iranske indenrigsministerium er mindst 68 politi- og militærfolk blandt de sårede.
For at holde de eskalerende uroligheder nede har Iraks premierminister, Adel Abdel-Mahdi, lørdag aften beordret medlemmer af landets anti-terrorkorps på gaden i Bagdad og Nasiriya.
De er blevet bedt om at bruge "alle nødvendige midler" for at stoppe protesterne, oplyser politikilder.
Premierministeren har i en tv-transmitteret tale lovet, at han vil imødekomme demonstranterne ved at foretage en regeringsrokade og gennemføre reformer allerede i næste uge.
Det er anden gang i denne måned, at der udbryder voldsomme protester mod regeringen i Irak.
Tidligere i oktober blev 157 personer dræbt og flere end 6000 såret i sammenstød mellem regeringskritiske demonstranter og sikkerhedsstyrkerne.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters