Mindst seks mennesker er dræbt og 13 såret i et selvmordsbombeangreb i Afghanistans hovedstad, Kabul, mandag.
Det meddeler afghansk politi ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- I eftermiddags sprængte en person, der havde sprængstoffer på kroppen, sig selv i luften, skriver politiets talsmand Khalid Zadran i en besked på det sociale medie X.
- Desværre blev seks mennesker, heriblandt en kvinde, dræbt. Seks andre blev såret.
Tidligere meddelte en talsmand for Afghanistans indenrigsministerium, at eksplosionen fandt sted i området Darul Aman, der ligger i den sydvestlige del af Kabul.
Volden i Afghanistan er aftaget, siden den islamistiske Taliban-bevægelse smed regeringen på porten og selv tog magten for tre år siden.
Men flere militante grupper, herunder Islamisk Stat, er stadig aktive i landet.
Der er ikke umiddelbart nogen, der har taget skylden for mandagens dødelige angreb.
Da Taliban kom tilbage til magten, erklærede bevægelsen, at sikkerheden i Afghanistan har højeste prioritet.
Talibans omfattende sikkerhedsoperationer har ført til, at antallet af angreb fra andre militante grupper er faldet mærkbart.
Men Taliban nedtoner også antallet af angreb eller forsøger at forsinke udmeldinger om, at de har fundet sted, siger iagttagere ifølge AFP.
Det seneste selvmordsangreb, som den regionale gren af Islamisk Stat tog skylden for, fandt sted i marts i byen Kandahar.
På det tidspunkt meddelte Taliban, at tre mennesker var blevet dræbt. Men kilder på Kandahars hospitaler sagde, at det reelle antal dødsofre var omkring 20.
Talibans regeringstalsmand sagde i sidste måned til AFP, at Islamisk Stat "fandtes her førhen, men vi undertrykte dem hårdt".
- Der findes ikke sådanne grupper her, der kan udgøre en trussel mod nogen, sagde talsmanden, Zabihullah Mujahid.
/ritzau/