Det var en 48-årig fransk mand, hans to teenagesønner og deres 59-årige guide, der mandag formiddag mistede livet i en lavine i skiområdet Tignes i De Franske Alper.
Det oplyser de lokale myndigheder.
De fire var af sted på snowboard i et offpist-område ved det populære franske skiresort, da de blev fanget i en lavine, der var omkring 400 meter bred.
Alle fire havde sendere i deres skiudstyr, der gjorde det muligt for redningsmandskab at nå hurtigt frem.
Omkring 40 redningsfolk og deres specialtrænede hunde ledte efter flere ofre i sneen.
Men forlydender om, at der skulle have været yderligere fem personer i gruppen, er senere blevet afkræftet.
- Vi har ingen grund til at tro, at der er flere ofre, siger Nicolas Martenchard fra de lokale myndigheder til journalister mandag eftermiddag.
Mandagens lavine er den dødeligste denne vinter i Alperne.
I januar mistede 29 personer livet i Italien, efter at en lavine ramte deres hotel i det centrale Italien.
Tignes i Frankrig ligger tæt på den italienske grænse. Lavineulykken skete i 2100 meters højde.
Ifølge den lokale skistation blev lavinen udløst, fordi vind igennem længere tid havde pakket store mængder sne sammen, og det blev udløst mandag formiddag klokken 10.35, da presset blev for stort.
Første melding var ellers, at det var andre skiløbere højere oppe på bjerget, der havde udløst den.
Ulykken er sket på et tidspunkt, hvor de franske skisportssteder har særlig travlt som følge af vinterferie i mange europæiske skoler.
Risikoen for laviner i området blev mandag vurderet til at være tre på en skala fra et til fem.
Inden ulykken mandag var der registreret 13 ulykker i Alperne og Pyrenæerne denne vinter, hvor i alt tre er blevet dræbt.
Sidste vinter blev der registreret 45 ulykker med 21 dræbt.
/ritzau/AFP