Ritzau
Opdateret kl. 13:01
Mindst 75 civile, heriblandt børn, er omkommet oven på et bilbombeangreb i den syriske provins Deir al-Zor. Derudover er 140 blevet såret.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).
Angrebet blev udført af Islamisk Stat (IS) lørdag. Det ramte fordrevne i den hærgede provins. Det oplyser Sohr, som overvåger konflikten i Syrien fra Storbritannien.
Bomben eksploderede, en dag efter at det syriske styre genvandt kontrollen over provinsens hovedstad med samme navn fra Islamisk Stat.
Det var den sidste større by, som den ekstremistiske gruppe havde kontrol med.
Angrebet ramte desuden på et tidspunkt, hvor syriske tropper og militser, der er allieret med den syriske regeringshær, samlede sig for at angribe militsfolk fra Islamisk Stat i byen Albu Kamal.
Tusindvis af syrere er flygtet fra deres hjem på grund af kampe i provinsen. Her bekæmper både det syriske militær og den amerikanskstøttede milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF) Islamisk Stat.
SDF består af kurdiske YPG-soldater og arabiske syrere.
Ifølge Red Barnets syriske afdeling er omkring 350.000 flygtet fra de seneste kampe i Deir al-Zor. Omkring halvdelen er børn. Det oplyser direktør Sonia Kush.
- Situationen i byen og de omkringliggende egne har været særligt dyster med civile, der er kilet fast mellem kampe og alt for ofte bliver fanget i krydsilden, siger hun.
/ritzau/AFP