Mindst 176 personer har mistet livet i den østlige del af DR Congo, efter at området blev ramt af voldsomme oversvømmelser torsdag.
Det oplyser en guvernør i regionen fredag.
De store ødelæggelser forårsaget af massiv regn har ødelagt stribevis af bygninger og fået floder til at løbe over deres bredder.
Katastrofen har ramt i Kalehe-området i Sydkivu-provinsen i den østligste del af det store centralafrikanske land. Oversvømmelserne er blandt andet gået ud over landsbyerne Bushushu og Nyamukubi.
Théo Ngwabidje Kasi, der er guvernør i Sydkivu, har oplyst dødstallet på 176 og tilføjer, at andre stadig er meldt savnet.
Kasole Martin, der er en del af det lokale civilsamfund, siger til nyhedsbureauet Reuters, at der er fundet 227 lig. Tallet er ikke bekræftet af Reuters eller af officielle myndigheder.
- Folk sover under åben himmel, og skoler og hospitaler er blevet oversvømmet, siger Kasole Martin ifølge Reuters.
Nyhedsbureauet AFP har talt med en lokal embedsmand, der siger, at omkring 150 personer har mistet livet. Foruden omkomne i Bushushu og Nyamukubi skulle landsbyen Chabondo også være hårdt ramt.
Oversvømmelserne sker nær grænsen til nabolandet Rwanda.
Her var der tidligere denne uge ligeledes store ødelæggelser på grund af massiv regn. Mindst 130 blev dræbt i de oversvømmelser.
DR Congo ligger midt i Afrika og er arealmæssigt kontinentets næststørste land og verdens 11.-største land. DR Congo er med et areal på 2.345.000 kvadratkilometer knap 55 gange større end Danmark.
/ritzau/