Mindst 70 børn døde af mæslinger i Venezuela

Det er en udfordring at komme ud til syge børn i et jungleområde, og der er ingen medicin, siger ngo.

Mindst 70 børn er døde af et mæslingeudbrud i et fjernt jungleområde i det østlige Venezuela.

Det meddeler menneskerettighedsgruppen Kape Kape, som nu opfordrer myndighederne i landet til at iværksætte en særlig indsats for området.

- Smittespredningen begyndte i januar, siger Kape Kapes chef, Armando Obdola.

Han tilføjer, at han har registreret de børn, der er omkommet af sygdommen siden da.

Dødsfaldene er sket blandt et af Venezuelas oprindelige folk, warao-folket.

- Der er ingen medicin, og der er intet, lægerne og sygeplejerskerne kan gøre, siger han.

Venezuelas alvorlige økonomiske krise har forværret manglen på medicin og andre livsfornødenheder.

Præsident Nicolas Maduros regering har sagt, at den vil præsentere en national vaccinationsplan for mæslinger og andre sygdomme.

Men lige nu kan det være en udfordring overhovedet at komme ud til de syge i det fjerntliggende jungleområde.

- Bådene har ikke brændstof, og på trods af situationens alvor har der kun været tavshed fra myndighederne, siger Armando Obdola.

Latinamerika blev i 2016 erklæret frit for mæslinger. Men Paho, som er den latinamerikanske gren af Verdenssundhedsorganisationen WHO, meldte i sidste måned om et større udbrud i Venezuela.

Landet er registreret for det største antal smittede af alle landene i Latinamerika, nemlig 159 tilfælde.

Næstflest smittede har Brasilien med 14 syge - men de er alle blevet smittet i Venezuela.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.