Nye kampe mellem shiaoprørere og regeringsstyrker i udkanten af Yemens hovedstad har kostet over 55 mennesker livet.
Det oplyser lægekilder i det krigshærgede land.
I løbet af fredag og lørdag har der været voldsomme kampe mellem den shiitiske Houthi-bevægelse, der har støtte fra Iran, og styrker der er loyale over for Yemens internationalt anerkendte regering.
Kampene foregår i Nihm-området, der ligger nordøst for hovedstaden Sanaa.
Blodsudgydelserne har ramt begge sider, oplyser lægekilderne.
Foruden de 55 dræbte er der også snesevis af sårede.
Også langs Yemens vestkyst har der i de seneste dage været kampe, som har krævet mindst 25 menneskeliv.
Da houthierne tog magten i Sanaa i september 2014, søgte præsident Abd Rabbo Mansour Hadi og hans sunnimuslimske regering i første omgang tilflugt i havnebyen Aden. Siden flygtede de i eksil i Saudi-Arabien.
Saudi-Arabien gik i krig mod Houthi-bevægelsen i marts 2015 med det mål at få genindsat præsident Hadi.
Siden er over 9200 mennesker dræbt, tre millioner sendt på flugt fra deres hjem og 22 millioner mennesker afhængige af nødhjælp fra internationale organisationer.
Mange yemenitter lever på sultegrænsen.
/ritzau/AP