Lørdag aften samlede Danmark ind til bekæmpelsen af hiv og aids i Afrika, og allerede inden det endelig beløb er gjort op, skæpper mere end 52 millioner kroner i kassen.
Pengene skal fordeles mellem syv hjælpeorganisationer: Børnefonden, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser, Red barnet, SOS Børnebyer og UNICEF Danmark.
Det var Danmarks Radio, der stod for indsamlingen ved et stort show i Tivolis Koncertsal, hvor blandt andre Thomas Helmig og Julie Bertelsen underholdt.
Ifølge WHO er omkring 39,5 mio. mennesker smittet med hiv/aids på verdensplan. Cirka 24,7 millioner - altså mere end halvdelen af de smittede - lever i Sub-Sahara Afrika, som er den del af Afrika, som ligger syd for Sahara.