Noget tyder på, at borgerkrigen i Irak er ved at sprede sig til den nordlige del af landet, hvor der længe har været relativt fredeligt. Mindst 50 mennesker blev søndag dræbt, da en bilbombe eksploderede foran et kurdisk partikontor i byen Makhmur. Bomben sårede samtidig 70 personer, oplyser den kurdiske lokalregering til Reuters.
Angrebet skete samtidig med, at lokalpolitikere fra hele området holdt et møde i byens borgmesterkontor, som ligger ved siden af partikontoret. Borgmesteren er blandt de sårede.
For få dage siden var et bilbombeangreb i det kurdiske Nordirak nærmest utænkeligt, da regionen i næsten to år havde været fri for større angreb. Men sidste onsdag ændrede det sig med et brag, da en bilbombe rystede regionshovedstaden Arbil, som ligger 50 kilometer fra Makhmur. 14 mennesker blev dræbt i angrebet, der ifølge de kurdiske myndigheder blev udført af en al-Qaeda-relateret gruppe.
Den danske regering forhandler i øjeblikket med selvstyret i Arbil om at sende 200 afviste nordirakiske asylansøgere tilbage, og flere dansk-irakere er allerede vendt frivilligt hjem til området.