Mindst 40 mennesker er dræbt af paramilitære styrker i det østlige Etiopien i løbet af weekenden. Det oplyser en talsmand for det lokale styre i Oromia-regionen.
Det er de seneste uroligheder i en længerevarende etnisk konflikt på grænsen mellem provinserne Somali og Oromia. Urolighederne har i forvejen sendt over en million mennesker på flugt.
Tungt bevæbnede medlemmer af en paramilitær styrke skød hen over grænsen fra Somali-regionen mod Oromia-regionen, siger talsmanden, Negeri Lencho.
- Vi ved stadig ikke, hvorfor liyu-styrker angreb områderne lørdag og søndag, siger han med henvisning til de paramilitære styrker.
- Men vi ved, at alle ofrene var etniske oromoer. Mindst 40 blev dræbt i angrebene.
Oromoerne, der bor i Oromia-regionen, er en af de store etniske grupper i Etiopien. De har længe følt, at de er sat uden for indflydelse.
En uge tidligere havde bander plyndret ejendomme, der tilhører etniske minoriteter i byen Jijiga, der er hovedby i Somali-regionen.
I 2015 begyndte en ny bølge af demonstrationer i Oromia på grund af jordrettigheder. Hundredvis blev dræbt af regeringsstyrker over de næste to år og tusinder fængslet.
/ritzau/Reuters