Ritzau
Opdateret kl. 13:39
Mindst 313 mennesker blev kvæstet, da en tilskuertribune i træ styrtede sammen under en festivalkoncert i den spanske by Vigo i regionen Galicien i det nordvestlige Spanien.
Mindst fem blev alvorligt kvæstet ved ulykken, der skete omkring midnat søndag, da den tre dages festival i havnebyen var ved at slutte.
Mange unge opholdt sig på den 540 meter lange tribune, da den pludselig gav efter i den centrale sektion og styrtede sammen. Mange mennesker gled ned i havet, da tribunen styrtede sammen.
Øjenvidner beretter om panikagtige scener efter sammenstyrtningen.
Lederen af redningstjenesten i Galicien, Jesus Vazquez Almuina, siger til tv-stationen Antena 3, at 313 personer blev behandlet efter ulykken.
De fem personer, der blev alvorligt kvæstet, er ikke i livsfare.
Lederen af havnemyndighederne i Vigo havn, Enrique Cesar Lopez Veiga, siger, at der formentligt var opstået strukturelle problemer i trætribunen, som blev støttet af betonsøjler.
- Den styrtede formentligt sammen, fordi den blev udsat for overvægt, siger han til Cadena Ser Radio.
Vigos borgmester, Abel Caballero, siger, at der bliver iværksat en undersøgelse for at få klarlagt årsagerne til ulykken.
Ved den populær årlige festival er der ud over musik også fokus på en række urbane sportsgrene - deriblandt skateboards.
/ritzau/AP