Mindst 27 mennesker er dræbt, og omkring 100 andre er såret, i flere dages kampe mellem rivaliserende militser nær Libyens hovedstad, Tripoli.
Det oplyser landets sundhedsministerium torsdag.
Kampene begyndte mandag i nogle af Tripolis sydlige forstæder, efter en våbenhvile var brudt sammen. De blodige sammenstød fortsatte indtil onsdag aften.
Hundredvis af migranter fra Eritrea, Etiopien og Somalia er blevet evakueret fra fængsler i området. Det oplyser FN's flygtningeorganisation, UNHCR, torsdag.
Migranterne var blevet efterladt i et af Libyens berygtede fængsler, efter deres vagter var stukket af fra kampene.
De er nu bragt til et andet fængsel, der ligger på afstand af kampene, oplyser libyske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Torsdag er området igen stille, efter en ny våbenhvileaftale er kommet på plads. Det er dog uklart, om de to stridende fløje vil respektere aftalen fremover.
Libyske styrker under ledelse af premierminister Fayez al-Sarraj fra Libyens internationalt anerkendte samlingsregering har til opgave at sørge for, at de rivaliserende militser overholder våbenhvilen.
Libyens hovedstad og dens omegn har været skueplads for voldsomme magtkampe mellem militser, siden landets mangeårige leder Muammar Gaddafi blev væltet og siden dræbt i 2011.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP