Mindst 27 personer er dræbt og omkring 70 er såret i sammenstød mellem irakiske sikkerhedsstyrker og regeringsfjendtlige demonstranter, beretter højtstående militære kilder i landet til nyhedsbureauet AFP.
Sammenstødene brød ud omkring klokken fem tirsdag morgen lokal tid, da regeringsstyrker gik ind i et åbent område i Hawijah, vest for byen Kirkuk, hvor demonstrationer mod regeringen har været afholdt siden januar.
En af AFP's kilder, en brigadegeneral ansvarlig for området, siger, at operationen var rettet mod sunnimuslimske militante fra en gruppe kendt som Naqshbandiya Army, og at regeringsstyrkerne kun åbnede ild, efter at de blev beskudt.
Sunnimuslimerne mener, at de bliver undertrykt af den shiamuslimske regering i Irak og har derfor protesteret og demonstreret i flere provinser siden januar.
/ritzau/AFP