Natten til mandag blev en frysende kold storm ved med at hærge USA. Flere bølger af hagl, sne og stormvinde har bevæget over landet siden fredag, og dødstallet er nu oppe på mindst 21 dræbte, skriver nyhedsbureauet AP.
12 er døde i Oklahoma, seks i Missouri og en i New York. De fleste dødsfald skyldes trafikulykker.
Mindst en halv million amerikanere er uden strøm efter stormen, og i Texas måtte luftfartsmyndighederne aflyse 415 fly i løbet af søndagen.
Stormen bevæger sig i øjeblikket mod øst ifølge amerikanske meteorologer, som forventer omkring 30 centimeter sne i New York i løbet af mandagen. I Midtvesten ser det værste ud til at være overstået.
»Vi har haft en storm i tre bølger, og vi er i den afsluttende bølge,« siger guvernøren i Missouri, Matt Blunt, til AP.