En brand på en indonesisk færge har dræbt mindst 15 passagerer. Færgen var på vej til øen Bangka og befandt sig 80 kilometer ude i havet, da branden brød ud umiddelbart efter daggry lokal tid, skriver AP.
Den indonesiske transportminister Hatta Rajasa siger ifølge BBC, at 275 personer er blevet reddet.
Færger er et meget populært transpostmiddel i Indonesien, som udgøres af godt 17.000 øer. Sikkerheden på landets mange færger er dog ringe, færgerne er gamle, og ofte sker der ulykker. I slutningen af december kæntrede en færge med omkring 600 passagerer ud for Javas kyst. Over 300 savnes stadig og frygtes at være omkommet ved ulykken.
Præsident Susilo Bambang Yudhoyono har nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge kvaliteten af landets transportsystem.