Mindst 15 migranter meldes druknet nær Grækenland. Deres båd kæntrede i Det Ægæiske Hav, siger den græske kystvagt.
Blandt de 15 ofre er der mindst fem børn.
- Yderligere mindst fire er savnet, siger en talsmand for kystvagten.
Båden kæntrede natten til lørdag ved den græske ø Agathonisi, som ikke ligger så langt fra den tyrkiske kyst.
Lokale græske medier melder ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at kystvagten og Frontex, EU's grænseorganisation i området, reddede tre mennesker op af havet.
Nyhedsbureauet AP skriver, at det lykkedes for tre personer - to kvinder og en mand - at redde sig i land, og det var dem, der alarmerede myndighederne om, at en migrantbåd var kæntret.
Det menes, at der var 22 mennesker om bord på båden.
Grækenlands kystvagt har haft hjælp fra to helikoptere i eftersøgningen efter de savnede.
For et par år siden var ruten fra Tyrkiet til Grækenland en meget brugt rute for migranter. I 2015 kom flere hundredtusinder migranter over det forholdsvis smalle stræde, hvorefter de begav sig nordpå til EU.
Mange havde kurs mod Tyskland og Skandinavien.
Men i 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale, som har standset migrantstrømmen ad denne rute.
EU betaler Tyrkiet et stort beløb, mod at Tyrkiet sikrer, at migranterne ikke sejler til Grækenland fra Tyrkiet.
Det lykkes alligevel en del migranter at komme over, men ifølge aftalen skal de sendes tilbage igen, medmindre de er berettiget til asyl.
Procedurerne for at afgøre den enkelte migrants situation på de græske øer i området kan vare i adskillige måneder, hvilket medfører, at lejrene på blandt andet Lesbos er overfyldte.
/ritzau/Reuters