Røde blink og sirener runger nu i natten i Islamabad.
Endnu en selvmordsbomber har nået sit mål, og denne gang kostede det mindst 12 mennesker livet, og yderligere mindst 35 er kørt til hospitaler, rapporterer flere internationale medier.
En større menneskemængde var samlet til en demonstration for en afsat højesteretsdommer, da bomben sprang i luften blot 50 meter fra demonstrationens samlingspunkt.
Den afsatte højesteretsdommer – Iftikhar Mohammed Chaudhry – var endnu ikke ankommet til demonstrationen.
Bomben kommer midt i en uhyre vanskelig tid for Pakistan, efter militæret i sidste uge angreb militante islamistiske studerende, der havde forskanset sig i den Røde Moske i Islamabad. Her døde 79 mennesker.
Sidste september indgik regeringen en fredsaftale med de militante islamister, men den aftale er nu blot et gammel stykke papir, lyder det fra islamisterne.
Pakistan kæmper officielt sammen med USA i kampen mod terror, men har svært ved at styre de nordlige provinser, der menes at skjule flere ledende medlemmer af al Qaeda.