Torskefiskerne i Østersøen er så presset af mindre torskekvoter, at de får 10,8 millioner kroner fra regeringen og alle Folketingets partier. Beløbet skal kompensere fiskerne for deres tab.
Selv om torskekvoten ikke blev rundbarberet i år, døjer torskefiskere i Østersøen stadig med en voldsom reduktion af kvoterne for 2017.
Da blev kvoten i den vestlige Østersø skåret med 56 procent, mens kvoten i den østlige del blev reduceret med 25 procent.
I 2018 videreføres kvoten i den vestlige del, mens kvoten i øst reduceres med 8 procent.
Derfor afsætter regeringen og hele Folketinget 10,8 millioner kroner til økonomisk kompensation. Ordningen kommer oveni den kompensation, der blev udbetalt i 2017.
Kriterierne er de samme, som gælder kompensation efter ordningen for 2017. Men ordningen udvides til fiskere, som på grund af fartøjsskifte var udelukket fra at få støtte i 2017.
Der kan maksimalt udbetales 220.000 kroner per virksomhed over en treårig periode. Derfor vil der være fiskere, som på grund af støtteloftet ikke kan få støtte i år.
Ud over økonomisk kompensation er der skabt en "bytteordning". Den skal skaffe ekstra torsk til de fiskere, der er særligt berørt af nedgangen i torskekvoten i den vestlige Østersø.
/ritzau/