Hver dag bliver over 3.800 S-tog overmalet med graffiti, hvilket svarer til over 10 om dagen. Men det er faktisk væsentlig færre end tidligere, viser nye tal fra DSB. I 2004 blev der nemlig lavet gadekunst på hele 5.400 togvogne svarende til næsten 15 vogne om dagen.
Dermed er S-togene suverænt graffitikunstnernes foretrukne togtype, når der skal laves ulovlig kunst.
På andenpladsen ligger regional- og fjerntog, hvor DSB oplever et stigende antal tilfælde af graffiti. I 2003 blev kun omkring 100 regional- og fjerntogvogne overmalet, hvorimod tallet var steget til 250 tilfælde i 2005.
Omkostningerne til at rense togvognene er omfattende. Ofte koster det omkring 50.000 kroner at rense blot én vogn, og i nogle tilfælde helt op til 120.000 kroner.
Siden år 2000 har DSB haft stor succes med at kræve erstatning fra de personer, der gribes på fersk gerning. Eksempelvis blev en 25-årig mand i december 2006 dømt til at betale 315.886 kroner til DSB for den graffiti, han har lavet.
I en særlig database bliver alle de ulovlige malerier på tog lagret, og politiet kan på denne måde, når en graffitikunstner bliver fanget, gå ind og se, hvor meget personen har lavet tidligere. Dermed kan bøden blive meget stor, hvis kunstneren har mange malerier i databasen.