Danskerne er dårlige til at veksle deres rejsevaluta tilbage, når de kommer hjem.
78 procent af danskerne lægger deres penge i skuffen, når de kommer hjem fra ferie. Det viser en ny undersøgelse som valutavirksomheden FOREX Bank har lavet.
Hver dansker har i snit 1.020 kroner liggende i udenlandske kontanter, viser undersøgelsen.
Økonom hos forbrugerrådet Troels Holmberg mener slet ikke, at man skal hæve penge, når man er på ferie.
- Brug kortet mest muligt. Det er typisk den billigste måde, og samtidig er det med til at begrænse, hvor mange penge man kommer hjem med, siger han til Newspaq.
Troels Holmberg forklarer samtidig, at man ikke skal være bekymret for, at ens penge taber værdi, hvis man rejser indenfor Europa.
- Med euroen ligger valutaen fast. Det er mere, hvis man har været langt væk, og man har store beløb liggende, siger Troels Holmberg.
Hvis man ønsker at veksle udenlandsk valuta, er det en god idé at undersøge, hvor det bedst kan betale sig, forklarer han.
- Vekselbureauer er ofte billigere end banker. Så hold øje med vekselgebyr og valutakurser, når du skal veksle, siger han.
Ifølge undersøgelsen har 19 procent af danskerne oplevet, at de udenlandske pengesedler eller mønter, de har haft liggende, er blevet udskiftet, således at de er ugyldige.
FOREX Bank gør opmærksom på, at Sverige udskifter deres pengesedler 31. december 2013.