Alle otte om bord er døde, efter at et mindre fly søndag er styrtet ned i udkanten af den italienske storby Milano, oplyser italiensk politi.
Flyet ramte en tom toetagers kontorbygning tæt på en metrostation.
Det lettede fra lufthavnen Linate i Milano og var på vej mod øen Sardinien i Middelhavet.
Men kort efter, at det var lettet, styrtede det ned få kilometer fra lufthavnen i den norditalienske by.
Folk i området kunne tydeligt høre et brag, da flyet kolliderede med bygningen, som var under renovering.
Flammer og røg steg til vejrs ved ulykkesstedet.
En talsmand for brandvæsnet i Milano siger til det italienske nyhedsbureau Ansa, at styrtet var meget voldsomt.
- Indtil videre har vi kun kunnet finde et enkelt lig, siger talsmanden, Carlo Cardinali, søndag eftermiddag.
Ifølge italiensk redningsmandskab er de dræbte en pilot, et andet besætningsmedlem og seks passagerer. Italienske medier skriver, at der også var et barn blandt ofrene.
På landjorden brød flere biler, der var parkeret i nærheden af bygningen, i brand. Men der er ikke meldt om yderligere døde eller kvæstede end de otte om bord på flyet.
Der er søndag eftermiddag endnu ingen meldinger om årsagen til styrtet.
Men øjenvidner fortæller til nyhedsbureauet dpa, at en af flyets motorer var brudt i brand.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters