Sangeren Kim Larsen runder et skarpt hjørne senere denne måned, hvor han fylder 70. Om han fejrer den runde dag med en fødselsdagsfest, vides ikke. Men han har råd til det.
Fyens.dk har kigget i det netop offentliggjorte regnskab for Kim Larsen Aps, og af det fremgår, at manden med den brede mund og kasketten kører med klatten rent økonomisk.
Af det netop offentliggjorte regnskab for Kim Larsen ApS for det skæve regnskabsår 2014/15 fremgår det, at formuen i det forgangne år er vokset med 4,5 millioner kroner til 58,5 millioner kroner. Og selskabet har ikke nogen nævneværdig gæld, skriver Fyens.dk.
Kim Larsen ApS har sidste år haft en noget lavere aktivitet. I hvert fald er selskabets bruttofortjenesten dalet til 4,9 millioner kroner fra 7,6 millioner kroner året før. Resultatet af selve musikvirksomheden er faldet til 2,6 millioner kroner fra 3,9 millioner kroner.
Men Lune Larsen har samtidig bogført en stor stigning i de finansielle indtægter i det forgangne år. Han kommer således ud af året med et overskud før skat på 6,3 millioner kroner mod 3,4 millioner kroner året før. Ifølge Fyens.dk skyldes fremgangen i finansposterne først og fremmest værdireguleringer.