Internetbrugere fra Korea i nord til Australien i syd er stadig påvirket af det jordskæv, der ramte Taiwan tirsdag. Millioner af mennesker var helt uden internetforbindelse torsdag, mens mange andres forbindelser er blevet væsentlig langsommere.
Jordskælvet er dermed en advarsel om, at verdens stigende afhængighed af internettet baserer sig på et system af undervandskabler, der er sårbare over for naturkatastrofer.
»Lige nu er der ingen anden teknologi, der kan konkurrere med fiberoptiske undervandskabler,« siger Jin Chang-Whan, en analytiker hos CJ Investment & Securities i Seoul til Reuters.
Kablerne ligger for det meste ubeskyttet på bunden af havene, og de kan blandt andet blive skadet af skibes ankre, fisketrawleres net, hajer tiltrukket af den elektromagnetiske puls og ikke mindst jordskælv, fremgår det af en rapport fra tænketanken Rand Corporation.
Den eneste måde at sikre sig imod internetnedbrud i større skala i fremtiden, er ved at lægge endnu flere kabler ud, så internetdata kan blive sendt ad andre veje, hvis der kommer brud på en ledning.
Asien har for tiden det store problem, at de fleste internetkabler er lagt langs jordskævstruet land under vandet.