De tre danske filmfestivaler CPH PIX, CPH:DOX og Buster får nu en økonomisk håndstrækning fra Det Danske Filminstitut.
Instituttet har besluttet at tildele festivalernes fælles fond 'De Københavns Filmfestivaler' fire millioner kroner i støtte.
"I 2009 så vi de positive resultater af en styrket organisation omkring filmfestivalerne. Festivalerne bidrager i høj grad til en levende filmkultur i Danmark. Det er her, publikum bliver præsenteret for helt unikke filmoplevelser fra hele verden. Vi kan glæde os over den vibrerende mangfoldighed og det høje kvalitetsniveau, festivalerne står for," udtaler direktør for publikum & formidling på DFI Steffen Andersen-Møller.
CPH PIX er en spillefilmfestival med film, som normalt ikke vil kunne findes i biografernes almindelige program. Festivalen fokuserer specielt på nye talenter og tendenser.
CPH:DOX er Nordens største dokumentarfilmfestival. Den lægger særligt vægt på aktuelle politiske problemstillinger.
Buster er en international børnefilmfestival, hvor der vises innovative og underholdende børnefilm.