»Det her får skelsættende betydning for danske kræftpatienter«
Landets sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde ikke fingre imellem, da han sammen med Danske Regioner – der driver hospitalerne – fredag fremlagde den køreplan, der skal sikre akut kræftbehandling senest ved udgangen af 2008.
Regeringen og Dansk Folkeparti har nu skudt ekstra 225 millioner kroner i hospitalerne i år og givet hånd på 700 millioner kroner til indkøb af nyt og moderne hospitalsudstyr på sigt.
Førende kræftlæger skal kræftform for kræftform gennemgå og planlægge den fagligt set mest hensigtsmæssige måde at behandle den enkelte kræftform på.
Inden udgangen af året vil disse pakkeforløb være klar for de fire mest aggressive kræftformer: hovedhalskræft, lungekræft, brystkræft og tarmkræft.
I 2008 følger resten af pakkerne.
Bedre sammenhæng
»Patienterne vil opleve, at der bliver sammenhæng mellem forundersøgelse, behandling og efterbehandling, så man ikke kommer ud i systemventetid, der forringer ens chance for helbredelse. Nu er det faglighed, der kommer i højsædet,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Dermed skal pakkerne erstatte de ens tidsfrister, der gælder i dag for alle kræftformer, da de ikke har sikret optimal behandling.
»Det er ingen let opgave, men det skal lykkes. Vi kan ikke være andet bekendt over for kræftpatienterne,« siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.
Pakkerne skal maksimalt virke tre måneder efter, de er udarbejdet.
»Så der ligger en meget præcis køreplan for, hvordan vi kommer i mål,« fastslog ministeren.