Politiet affyrede tåregas mod de vrede demonstranter i Paris' gader.
Balladen opstod i forbindelse med en stor demonstration nær Champs-Elysées, hvor flere hundredetusinde mennesker protesterede mod en ny lov, der vil give homoseksuelle lov til at blive gift og til at adoptere.
Det startede fredeligt, men endte i voldsomme gadekampe, da omkring 100 unge forsøgte at trænge igennem politiets afspærringer.
Demonstrationer om det følsomme emne er flere gange tidligere endt i ballade, og derfor fik de denne gang ikke lov til at marchere på selve Champs-Elysées. Det var derfor de unge ville bryde igennem barrikaderne for at nå frem til præsidentpaladset.
Det er den socialistiske præsident Francois Hollande, der står bag den nye lov, der forventes at blive vedtaget i løbet af april måned.