Tysklands centralbank i Mainz står med en noget usædvanlig og uventet opgave efter de store oversvømmelser, der i sommer ramte flere områder i det vestlige Tyskland.
Banken har modtaget en større mængde kontanter, som er blevet ødelagt under oversvømmelserne og efterfølgende er blevet indleveret.
Sedlerne er gennemblødte eller smurt ind i mudder, olie eller andet skidt og møg.
- Processen med at rense sedlerne skal gennemføres så hurtigt som muligt, inden de tørrer og bliver hårde som sten, siger Johannes Beermann fra bankens bestyrelse til det tyske nyhedsbureau dpa.
Ofre for katastrofen skal ikke betale for den særlige service. De får pengene udbetalt efter rensning eller erstattet.
En regel er, at mindst halvdelen af en seddel skal afleveres.
Ifølge dpa vurderer centralbanken, at den har fået pengesedler for tilsammen 51 millioner euro efter katastrofen. Det svarer til 380 millioner kroner.
Normalt indleveres der om året skadede sedler til en værdi af 40 millioner euro.