Politiets og Skats fælles aktioner mod bandemedlemmer giver pote. Skat er på vej med bøder på op mod et tocifret millionbeløb. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
"Vi er ved at forberede sager for et større tocifret millionbeløb mod ejerne af de beslaglagte biler," siger Lars Klamer, der er operativ leder for Skats bandeindsats.
I alt har Skat fundet 50 biler hos rockere og andre bandemedlemmer. Og 80 biler står lige nu i politiets varetægt. Det er dem, der nu skal skrabes penge ind for af Skat.
Bilerne har enten gule, erhvervsnummerplader eller er indregistreret i udlandet. Flere af de beslaglagte biler er på svenske nummerplader og uden gyldig forsikring.
Og både politiet og Skat er indstillet på at gøre aktionen landsdækkende.
"Vi har under bandeaktionen udviklet en række nye metoder, som vi nu vil rulle ud til hele landet," siger Lars Klamer.
I påsken blev yderligere otte biler beslaglagt efter politi og Skat slog til i Farum i Nordsjælland.