Anne Mette Beckmann, som danskerne har kunnet følge de seneste tre mandage i dokumentaren "Millionær på bistand" på TV2, har endnu ikke fundet et fast sted at bo.
Hun fortæller til TV2, at hun fortsat lever på venners nåde, men at hun ikke kan være ret længe et sted, før hun må pakke taskerne og rykke videre.
- Jeg synes, at venner skal hjælpe hinanden så meget som muligt - hvorfor er man ellers venner? Jeg har gamle venner og familie, som jeg holdt meget af, men som jeg nærmest ingen kontakt har med i dag. Det er jeg ved at komme over, siger Anne Mette Beckmann til TV2.
Drømmen er bristet
Selv om hun bor hos venner, så har hun svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, og drømmen om en bolig i København eller Nordsjælland synes langt væk.
- Det er nærmest umuligt at klare sig i Danmark for det beløb, jeg får. Mit liv kan desværre langt fra løbe rundt, siger hun til tv-stationen og fortæller, at hendes humør ofte er langt nede.
Luksusliv
Anne Mette Beckmanns tilværelse er således noget anderledes end det liv, som hun i mange år levede i Portugal.
Hun har aldrig arbejdet, fordi hendes familie havde oparbejdet en formue, som den kunne leve af på guldkysten øst for Lissabon.
Den nu 62-årige Anne Mette Beckmann vendte tilbage til Danmark i efteråret sidste år, efter hendes mor døde.