Den 67-årige mangemillionær Jørgen Rudolf Olsen og en en 52-årig mand blev dræbt, da de i weekenden forulykkede i førstnævntes Ferrari.
Den 52-årige mand var angiveligt interesseret i at købe bilen og var ude på en prøvetur. I høj fart mistede han kontrollen over bilen og kørte af vejen i et sving på Skodsborgvej nord for København.
Bilen ramte et træ og brød i brand, og de to mænds liv stod ikke til at redde. Det oplyser Nordsjællands Politi ifølge Ekstra Bladet.
Jørgen Rudolf Olsen var ikke kendt af offentligheden, men havde tjent mange millioner på at købe og sælge ejendomme. Hans kinesisk-fødte kone, 50-årige Huiyan Olsen, var i Kina, da manden blev dræbt, så teenagesønnen var alene hjemme, da han fik beskeden om farens død.
Politiet har endnu ikke frigivet identiteten på den 52-årige chauffør.