Det er kun en lille uge siden, at Ikast-Brande Kommune gav Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen grønt lys til at gå i startklodserne for at gøre klar til sit ambitiøse projekt med at bygge en hel by med blandt andet et 320 meter højt tårn.
Nu har byrådet i landets tredje største by givet endnu en rigmand grønt lys til at lave regulær byudvikling.
Mens Anders Holch Povlsen vil skabe en bydel med navnet "Bestseller Village & Tower" i Brande, så vil L'Easy-milliardæren Niels Thorborg kaste sin formue efter 110 rækkehuse i Odense, skriver TV 2/Fyn. Projektet hedder "Østerlunden".
Investeringen løber op i omegnen af 250 millioner kroner og for de penge skal de bynære, energivenlige to-plans rækkehuse opføres på Coops gamle lagerareal mellem Lollandsgade og Østerbro.
I alt vil der blive 360 lejemål med plads til omkring 1.000 mennesker i det, der nærmest bliver en ny bydel.
Det er Niels Thorborg-selskabet 3C Group, som skal bygge de mange boliger, der vil ligge tæt på Odense centrum med 800 meter til den kommende letbane og cirka et kvarters gang fra banegården.
Investeringen er en del af 3C Groups strategi om at bygge flere lejeboliger i Odense.
- Vi vil gerne tiltrække gode lejere, og så ønsker vi at beholde vores ejendomme i lang tid. Det er et spørgsmål om at gøre det attraktivt at flytte ind, og det er vi overbeviste om, bliver en god forretning for os, siger Jørn Tolstrup Rohde, som er bestyrelsesformand i 3C Group.
Byggeri for milliarder
3C Group og Niels Thorborg er ikke de eneste, der i øjeblikket bygger i Odense. Byen er nærmest ramt af et byggeboom.
Udover en række luksuslejligheder i centrum og nye planer ved Albani og Torvehallerne, har PFA Pension investeret 300 millioner kroner i bæredygtige lejeboliger, ejerlejligheder og byhuse samt udvikling af arealet i Gartnerbyen tæt ved centrum.
Og den lokale udlejningsmatador Barfoed Group har investeret i 50.000 kvadratmeter bebyggelse til en samlet værdi på mellem 1,6 og 1,7 milliarder kroner i Munkebjergparken i Odense M.
Dertil kommet massivt byggeri ved det kommende supersygehus ved Syddansk Universitet i det sydøstlige Odense.