Den første rumtur kostede softwaremilliardæren Charles Simonyi 130 millioner kroner. Men det har ikke afskrækket ham fra at tage endnu en tur i rummet.
I dag bliver han den første turist, der bliver sendt ud i rummet for anden gang. Denne gang koster smutturen Charles Simonyi 200 millioner kroner.
"Jeg er meget glad for at stå her igen som et medlem af denne fantastiske og erfarne besætning," siger den 60-årige amerikaner til Reuters.
Sammen med en russisk og en amerikansk kosmonaut sætter han sig på den russiske rumraket Soyuz i Kazakhstan og flyver ud til den internationale rumstation, ISS.
Men det bliver også den sidste rumtur for Charles Simonyi.
"Jeg kan ikke flyve en tredje gang. Jeg er lige blevet gift, og jeg bliver nødt til at bruge tid sammen med familien," siger milliardæren, der blev gift med en 28-årig svensk kvinde i november.
Simonyi skal deltage i flere videnskabelige eksperimenter under sit 13 dage lange ophold på ISS.