Siden den nu 28-årige festkonge og arving til en del af milliarderne i cementkoncernen FLSmidth, Martin Bundgaard, og en række investorer hældte et optimistisk større tocifret millionbeløb i salg af rosévin, champagne og vodka er millionerne fosset ud af selskabet I Am.
Det skriver Berlingske Business.
Martin Bundgaard ejer størstedelen af I Am og må konstatere, at siden lanceringen for et par år siden er der tabt 8,5 millioner kroner. Således havde I Am 4,9 millioner kroner i underskud i 2016, og i det seneste regnskab er underskuddet på 3,6 millioner kroner.
Martin Bundgaard fortæller til avisen, at en satsning i Norge har kostet mange penge:
- Vi havde egentlig kun tænkt os at fokusere på det danske marked i løbet af det første år, men vi ændrede strategien lidt og valgte også at gå all-in i Norge. Og det er klart, at det koster penge, siger Martin Bundgaard.
I Am satser alene på virksomhedens egen webshop og natklubber og restauranter og har planer om også at gå ind på det finske marked.
- Vi vil være blandt de største af de største, og vi bliver ved med at knokle derudad, indtil vi kommer dertil, siger Martin Bundgaard.