Hans Kristian Rausing - arving til milliardformuen i det svenske familiedynasti Tetra Pak - erkender sig skyldig i brud på gravfreden i den opsigtvækkende sag om hans kones pludselige død.
Det skete under et retsmøde i Isleworth Crown Court i London, hvor den 49-årige rigmand onsdag medgav, at han havde forhindret en "værdig" og anstændig begravelse af hustruen Eva.
- Jeg handlede ikke rationelt. Jeg forsøgte at fortsætte som om, at hun ikke var død, sagde den detroniserede pengemand i retten ifølge det svenske medie Expressen.
Hans Kristian Rausing blev tilbageholdt af politiet 9. juli, da han kørte rundt på må og få i Londons gader stærkt påvirket af alkohol. Da politiet ransagede parrets mondæne bolig i rigmandskvarteret Belgravia, fandt de Eva Rausing død.
Dødsårsagen er endnu ikke fastslået, men hun havde tilsyneladende ligget død i adskillige dage. Parret var kendt for at have et stort forbrug af både alkohol og euforiserende stoffer.
I midten af juli kom det frem, at britisk politi ikke mistænker Hans Kristian Rausing for at have dræbt sin hustru.
Derimod blev han sigtet for at have undladt at informere myndighederne om hustruens dødsfald og dermed forhindret en anstændig begravelse.
Ægteparret mødte angiveligt hinanden på en afvænningsklinik i USA.
Hans Kristian Rausing er i behandling for et meget stort alkoholforbrug.
Rausing-familiens enorme rigdomme skyldes indtjening fra Tetra Pak, der er emballage til flydende levnedsmidler. Stamfaderen til Rausing-klanen, Ruben, etablerede i 1940'erne Tetra Pak AB sammen med sønnerne Gad og Hans.
Hans Rausing, far til den sigtede, stak i 1980'erne af til England for at slippe billigere i skat. Familien Rausing regnes som Storbritanniens 12. rigeste.
/ritzau/