En af de største spillere i dansk byggeri, Dansk Boligbyg A/S, er taget under konkursbehandling.
Det erfarer Licitationen fra flere af hinanden uafhængige kilder og bekræftes af kurator Henrik Steen Jensen, advokat og partner hos advokatfirmaet Holst.
Dansk Boligbyg A/S udfører bolig- og institutionsbyggerier i hoved- og totalentrepriser samt renoveringsopgaver i hovedentreprise. Virksomheden omsatte i 2022/23 for 1,5 mia. kr., men tjente kun knap otte mio. kr. på bundlinjen.
Virksomhedens nettomargin - som er årets resultat sat i forhold til omsætningen - har i de seneste fem regnskabsår ligget mellem 0,5 og 2,5 pct.
Ifølge den seneste analyse af entreprenørerbranchen, som Licitationen har udarbejdet, var Dansk Boligbyg A/S den 15. største entreprenør herhjemme målt på omsætningen.
Det har endnu ikke være muligt at få en kommentar fra direktør Anton Nørgaard. I sidste års regnskab skrev ledelsen, at resultat for 2022-23 var lavere end forventet og ikke tilfredsstillende.
- Det har været et vanskeligt år for entreprenørbranchen, og årets resultat for Dansk Boligbyg er også påvirket af de voldsomme udsving i markedet som følge af krigen i Ukraine og eftervirkninger af Corona-pandemien i form af rentestigninger, leveranceudfordringer samt ikke mindst voldsomme prisstigninger, lød det.