Af mange grunde kan det være en god idé at sortere sit affald, inden man smider det ud. Det har to unge mænd på Falster nu erfaret.
De er nemlig blevet sigtet for overtrædelse af miljøloven, og indirekte hænger det sammen med deres affaldssortering. For i det affald, som de mandag skilte sig af med, var der nogle papirer, som afslørede dem.
Affaldet blev smidt ud over en skrænt neden for traktørstedet Pomlenakke nær Hesnæs på det østligste Falster, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Politiet fik anmeldelsen mandag klokken 17, og tirsdag tog en patrulje ud for at se på svineriet. Her fandt betjentene nogle papirer, som fik dem til at fatte mistanke til en 18-årig mand.
Ham tog politiet fat i, og efterfølgende fandt man også frem til en 20-årig mand, som man mistænkte for at være medskyldig.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Ritzau, at begge mænd erkendte, at de havde smidt affaldet.
Den slags er i udgangspunktet en overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, og kan i grovere tilfælde være en overtrædelse af miljølovgivningen.
De to mænd er sigtet for overtrædelse af miljølovgivningen. Politiet oplyser til Ritzau, at det skyldes, at der blandt affaldet var noget kølervæske - altså miljøfarligt affald.
Efter at mændene var blevet afsløret i deres udåd, blev de sat til at rydde op efter sig, hvilket de gjorde.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke oplysninger om, hvorfor mændene valgte at smide affaldet i naturen.
Det er altså uvist, om det hænger sammen med, at stort set alle genbrugspladser på grund af coronasituationen er lukket for adgang for private.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at de to mænd står til at blive straffet med en bøde.
/ritzau/